Kirkerne / Købelev kirkes historie

Købelev kirkes historie

Købelev kirke

Midt i det flade landskab, omkranset af kirkegårdens hundredårige lindetræer, ligger den anselige røde Munkestenskirke. Mod øst vidner en sænkning i terrænet om den tid, da man kunne sejle ind til Købelev kirke. Det er baggrunden for, at kirken i katolsk tid var viet til de søfarendes skytshelgen, Skt. Nikolai.

Både før og efter reformationen ejedes kirken af kronen, siden hen kom den ind under baroniet Frederiksdal, indtil den i 1801 blev solgt til sognets hartkornsejere. Dette ejerforhold ophørte først i 1953, hvor Købelev kirke overgik til selveje i lighed med de fleste andre danske sognekirker.

Det nøjagtige bygningsår kendes ikke, men man antager, at det romanske skib og kor stammer fra 1300-tallet, det sengotiske tårn er kommet til omkring år 1500 – dog stammer tårngavlene og sadeltaget fra hovedrestaureringen i 1883, hvor de afløste det oprindelige pyramidetag. Et våbenhus mod syd blev i midten af forrige århundrede revet ned pga. misligholdelse, og den nuværende indgang gennem tårnrummet blev indrettet. Kirken er i det hele taget præget af mange ombygninger og reparationer, en stor del af murværket er udskiftet og mange kunstneriske detaljer forsvundet, især ved restaureringen i 1883, som dog satte kirken i god byningsmæssig stand. Ved den lejlighed blev også de kalkede mure afrenset og de nuværende vinduer sat i. Bemærkelsesværdig og meget velbevaret er korets østgavl med sin fine senromanske udsmykning og de tre oprindelige, nu tilmurede vinduer.

Tårnet er bygget i samme bredde som skibet, og gør sit til at hele bygningen fremtræder anselig og pompøs. I tårnrummet har loftet et højtsiddende stjernehvælv. På nordvæggen hænger der to billeder. Det ene er et maleri af sognepræst og stiftsprovst J.A.P. Thorlacius, 1861-1942, udført af Axel Hou, og det andet er et fotografi af sognepræst N.B.C. Ewaldsen, 1849-1909, som ligger begravet i kirkegårdens nordøstlige hjørne.

I kirkeskibet og koret er der i gotisk tid indmuret stjernehvælv, som er med til at give rummet den enkle skønhed og karakter det har, på trods af de mange undertiden hårdhændede ændringer og reparationer, der har fundet sted.

 

Døbefonten er fra Gotland, romansk og af keglestubtypen. Den bærer rester af rød bemaling, under kummen er der fire fremspringende relieffer, et mandshoved med pandehår, et andet med hætte bundet under hagen, en vædder og en liggende løve.

 

Messingdåbsfadet er fra omkring 1575. I bunden ser man det Habsburgske kejserhus´ våben omgivet af blomster. På randen er der en hjort – og hundefrise.

 

Prædikestolen er fra 1593 er i renæssance. Den er gennemgribende istandsat og nystafferet i 1981. Udsmykningen er de fire evangelister med hver deres symboler, Matthæus med et menneske, Markus med en løve, Lukas med en okse, og Johannes med en ørn. I første felt er Skt. Peter malet på træet, mens de øvrige figurer er udskåret i træ.

 

Altertavlen fra 1841 er et oliebillede af den kendte guldaldermaler C.W. Eckersberg. Motivet er Skærtorsdagsmåltidet. For nylig er billedet blevet afrenset og den tidligere egetræsmarmorerede ramme er blevet malet i billedets farver og forsynet med guldstafferinger.

 

Præsteepitafiet på sydvæggen fra 1657 over sognepræst Poul Danchel og hans hustru Kirsten Zachariasdatter. Det forestiller præsteparret og deres 12 børn, hvoraf 3 er døde som spæde.

nordvæggen hænger der en buste af stiftsprovst, senere biskop Rasmus Møller (originalen, udfært af H.V. Bissen, findes i Landemodesalen i Maribo Domkirke), og et maleri, udført af Axel Hou, af stiftsprovst H. F. Helweg, 1816-1901. H.F. Helwegs gravsted er stadig at finde på kirkegården.

Over korbuen hænger et krucifiks, skænket til kirken af en sogneboer, H.P.Nielsen, omkring 1930 og indkøbt i Køln af stiftsprovst Thorlacius.

Stolestaderne er forholdsvis nye, fra 1841, men i nogle tilfælde har man anvendt de gamle gavle. Således står der på én af disse Otte Iensøn Kuld. Og om ham ved historien at fortælle, at han var en navnkundig bondefører under svenskekrigene. Han døde i 1677, gravstenen over ham ligger i gulvet i tårnrummet. Desuden fremgår det af gamle indberetninger, at han har været med til at bekoste en kirkeklokke i 1642. I Skovbølle, på hjørnet af Harpelundevej og Bymøllevej, står der en mindesten for Otto Kuld.

Orglet er fra 1868 og bygget på Gudmes værksted i Svendborg, det har fire stemmer og ingen pedal.

Klokkerne. Den mindste er fra 1607, anskaffet til kirken i 1838. Indskriften er plattysk, der står: År 1607. Når Gud er med os, hvem kan da være imod os. Der er mange en, som siger: ”Gud bevare dig”, men i hjertet tænker han:” Tag dig i agt”. ”Man klager sin nød for mangen en, men det resultat, at han går leende bort fra én”.

Den store klokke er fra 1754. På latin står der foroven på den. ”Ære være Gud i den højeste, J.B. Holtzmann København, gjorde mig”. På den ene side står der: ”Anno 1754 er denne klokke støbt og bekostet af høywelbaarne Fr(u) Ide Margareta von Teventlau, grevinde af Knutenborg, friherinde til baronionne (!) Christiansdal oc Conradsborg, frue til Grimsted, høysa(ig) hr. Geheimeraad og greve Adam Christopher von Kn(u)ts enkegrevinde”. På modsat side står der: ”Vor kirke fik sin ziir, Vor Herre får sin ære, hver siæl i sognet kan af glokkens(!) lyd smugt(!) lære at søge Herrens huus og elke(!)! hannem ret saa bliver vor herskabs roe ey heller slet forgjet”.

 

Købelev præstegård.

 

Umiddelbar vest for kirken, bag den middelalderlige ringmur, ligger præstegården. Om den store parklignende have skrev Achton Friis i 1937:” Det er næsten utroligt at noget sådant findes endnu her i landet. I haven, som man roligt kan kalde en park, findes ikke mindre end tre damme, der ligger med deres rolige vandflader under prægtige elme, kastanier og askes skygger”. Omlægninger har fundet sted siden da, men haven er stadig smuk og idyllisk ramme om den stråtækte bindingsværksbygning. Når præstegården er bevaret til i dag, skyldes det den plads, som de to digtere Poul Martin Møller (1794-1838) og Christian Winther (1796-1876) har skaffet den i den danske kultur – og litteraturhistorie.

Poul Martin Møller var søn af sognepræst og stiftsprovst, senere biskop over Maribo stift, Rasmus Møller (1764-1842). Rasmus Møllers første hustru, Bodil Maria Thaulow, døde tidligt, og derefter giftede Rasmus Møller sig med enken efter præsten i Fensmark, Hanne Winther, født Borcksenius, hvis søn, Christian Winther, var skolekammerat med Poul Martin Møller på latinskolen i Nykøbing F. Derved voksede disse senere berømte digtere op som fosterbrødre i Købelev præstegård. Da man i 1950´erne ønskede at jævne præstegården med jorden og bygge en ny, var det disse to digteres opvækst her, der reddede bygningerne fra den skæbne, der er overgået andre gamle danske præstegårde.

Begge digteres mødre ligger begravet på Købelev kirkegård, ved den gamle ringmur, nordvest for tårnet. I 1894 blev der sat en mindetavle over dem, hvorpå der står:

”Her under hviler støvet af to dannekvinder, hver af dem en digters moder, som i glæden over Danmark var Danmarks glæde”.

Et lille glimt af præstegård og have fra dengang får vi gennem et vers fra Poul Marin Møllers sidste poetiske arbejde ”Kunstneren mellem oprørerne”, hvor det hedder:

”Kastanietræer spænde for muren en løvrig rad, tungt vårzephyterne vende det femfingrede blad. Igennem de gyngende grene Solstråler til salen gå Og stænke på gulvets stene Med sølvstjerner små”.

Christian Winther lod sig ikke blot inspirere af naturen, men også af egnens smukke piger. Én af dem var frøken Cathrine Ernst fra Rolykkegård, der gennem en tid var hans muse. Historisk Samfund har ladet sætte en plade over hendes grav, der ligger umiddelbart syd for kirken.

Hverken haven eller præstegården ser ud som dengang. Af den trelængede gård, som har haft et jordtilliggende på ca. 90 tdr. land, er der nu kun stuehuset tilbage. Ved restaurering i 1959 er dette tilmed forkortet med 14 meter. Men stadig udgør præstegården og haven, sammen med kirken og kirkegården, en smuk helhed, til glæde både for sognets beboere og for besøgende.

Billederne på denne side er taget af Kurt Bisbjerg.